Part 8 – Et nyt bekendskab

Døren bag blodfontænen går op, den jordslåede lugt af stillestående luft møder eventyrerne, som eventyrernes lanterne oplyser rummet bag døren venter et grumt skue dem.
En enorm messingstatue af et hornet væsen står midt i rummet omgivet af knogler fra talrige skeletter.

Adam lader en hånd løbe langs den ene væg, endnu engang er der afbilledet slag mellem Imperiet og Chaos, hovedpersonen i billederne er et enormt væsen klædt i sort pladerustning, hans hals er prydet af en kæde med et messingkranie som vedhæng.
Galrions skarpe elverører opfanger en svag raslen, han vender sig mod lyden og hans krop stivner som han ser knoglebunken røre på sig.
Eventyrerne vender sig mod statuen hvor en række skeletter rejser sig fra knogledyngen. Deres hudløse ansigter er som fastfrosset i en morbid grimasse, og en rød glød lyser i deres tomme øjenhuler, synet sender en bølge af frygt gennem eventyrerne og de står som forstenede.
Gosbert er den første til at vriste sig fri af frygten, han parerer et slag fra et angribende skelet og modsvarer med et slag.
Et andet skelet slår ud mod Frans men det lykkedes den ikke at gennembryde den gamle gladiators læderagtige hud.
Adam ryster chokket af sig og træder ind mellem Frans og skelettet, hugger sit sværd i benet på det samtidigt med at hans dagger let parerer et let klodset slag fra skelettet.
Et af skeletterne forfejler et angreb mod Frans og dens stridskølle rammer skelettet ved siden af og et tørt knæk høres som de blege knogler knuses under det tunge våben.
Skeletterne er langsomme, men utrættelige og Gosbert hugger sit sværd i hovedet på skelettet foran ham, men trods den svære skade kæmper det videre.
Adam sender en serie slag mod skelettets skadede ben og med et hårdt slag skærer han gennem begge skelettets ben. Den røde glød i kraniets øjenhuler dør ud og knoglerne falder sammen.
Gladiatoren ved Adams side får igen kontrol over sin frygt og lader den tunge morgenstjerne falde tungt i brystet af skelettet foran ham, ribenene splintrer og skelettet falder livløst til jorden.
På den anden side af kampen parerer Gosbert et slag fra skelettet og opfølger paraden med et slag mod skelettets hoved, kraniet deles i to og endnu et skelet vender tilbage til Morr.

Adam og Frans rammer skiftevis et skelet i brystet og som dens brystkasse imploderer løber Adam rundt om knoglebunken for at hjælpe Gosbert. Frans forsøger at skære genvej gennem knoglerne, men falder over de ujævne knogler.
Gosbert spinner rundt og med et umenneskeligt hårdt slag forvandler han skelettets hoved til støv og kun et enkelt skelet står stadig tilbage i kampen.

Den unge skovhugger Gerber får endelig rystet frygten af sig, men da der kun er et enkelt skelet tilbage vælger han at undersøge statuen i stedet for at blande sig i kampen.
Gladiatoren rejser sig fra knoglebunken og kaster sig over skelettet og fanger det i en hovedlås, men desværre sker dette ligesom Gosbert slår ud mod skelettet og han rammer i stedet Frans. Arrigt kaster Frans skelettet efter Gosbert, men rammer i stedet væggen bag ham, Gladiatorens sværd springer frem med et glimt og to skridt senere gennemborer det skelettets hoved.

Gosbert trækker Odo med hen til Frans og den gamle munk healer gladiatoren, mens Gosbert får sagt et lettere klodset ”undskyld”. Frans vender sig mod knoglebunken og afreagerer ved at knuse en række af knoglerne.

Efter at have undersøgt rummet åbner eventyrerne den ene af dørene i rummet, bag denne gemmer der sig et værelse med krigstrofæer, på hylder hele vejen rundt i rummet ligger knækkede våben og iturevne bannere, men intet af reel værdi. Adam finder et Ulric banner og ruller det sammen for at tage det med tilbage til Middenheim, men resten bliver efterladt.

Bag den anden dør i rummet med statuen gemmer der sig et urovækkende syn, en sarkofag står i et bad af blod og rundt langs væggene er der afbilledet slag hvor en enorm kriger i sort rustning står som sejerherre.
Frans træder ned i blodet rundt om sarkofagen og han mærker en skarp smerte svie sig ind i benene, han ignorerer smerten som så mange gange før i gladiatorkampene og hugger sit koben ind i låget på sarkofagen.
Gosbert og Adam henter et par af hylderne fra trofærummet og bruger dem til at undgå at stå i blodet mens de stadig kan hjælpe Frans med at åbne låget på den tunge stensarkofag.

Låget glider langsomt af og falder ned i blodet på den anden side med et brag. I kisten ligger en ridder klædt i sort rustning prydet med Khorne symboler og rundt om halsen bærer han en sort kæde med et kranie.
Frans hopper op i sarkofagen, han rækker skjold og sværd ud til Adam, begge er mærket med tydelige Khorne symboler. Frans griber om ridderens hjelm og flår den af, ud fra hjelmen dumper et indtørret hoved, han rækker kraniekæden over til Adam, som svøber den i et tæppe og stopper den i sin rygsæk. Han går hen til den gamle munk of fortæller ham om det kranie der har fundet, og Odo svarer at han tydeligt kan mærke ondskaben der strømmer ud fra kraniet.
I mellemtiden har Frans fundet frem til at den sorte rustning er for stor til at han kan passe den og beslutter modvilligt at det ikke kan betale sig at tage den med, men som en ringe trøst snupper han skjoldet og det store tohåndssværd og eventyrerne forlader højen og lukker de skjulte døre bag sig.

Udenfor finder de Elveren, han virker fjern og insisterer på at tage ud i skoven alene for at finde tilbage til sine rødder og få styr på sit liv og sine følelser. Al denne ondskab har skabt for meget ubalance. Eventyrerne tager afsked med Galrion og håber de ser ham igen en skønne dag som de ser ham forsvinde ind mellem træerne i den dunkle skov.

De resterende eventyrere begiver sig mod Middenheim. Natten er faldet på og netop som de skal til at slå lejer, kan de lugte mad. Gerber sniger sig frem mod lugten og kommer til en lysning hvor der er tre skabninger og noget der ligner en hund i måneskinnet, ved nærmere øjesyn lader det til at være en lille pony. De tre skabninger ser ud til at være ved at tilberede en fjerde skikkelse som hænger bundet i en sæk over en gryde.
Eventyrerne spreder sig rundt om lysningen og Gerber er den første der springer frem, han kaster sin økse mod en af skabningerne som fortumlet vælter omkuld, de er grønlige og har spidse ører, han har set deres slags før, gobliner, intet godt er nogensinde kommet af dem.
De andre eventyrere springe frem rundt i lysningen og angriber goblinerne, Adam og Frans får hurtigt fældet to af dem med velpacerede slag. Gosbert angriber den sidste goblin, men den springer til side i sidste øjeblik. Som den ser sine venner falde i kamp griber panikken goblinen, den dukker under hesten for at undslippe Gosbert, han forsøger at sætte efter goblinen ved at springe over ponyen, men han falder kluntet over hesten.
Gerber prøver at gribe fat i Goblinen, men den er for hurtig. Adam løber op på siden af den og svinger sit sværd, det skærer ubamhjertigt gennem goblinens knæhaser og den flygtende grønhud tumler sammen ude af stand til at fortsætte og Gerber kaster sig over den og holder den fast.

Frans trækker sækken ned fra over gryden og åbner den. Ud fra sække kravler en noget forslået halving, han introducerer sig selv som Jakob Swartzfuss, han er en kraftigt bygget halving med uglet hår og lyse bakkenbarter.
Gerber får overvundet og bundet den sidste goblin fast til et træ i udkanten af lysningen. Eventyrerne slår sig ned i lysningen og de spiser mens de fortæller deres historie til Jakob og den gamle munk ser til de såredes skader.

Om natten holder de vagt et par timer hver, Adam holder den første vagt, som forløber uden hændelser, og vækker Jakob til at holde den næste.
Adam lægger sig til at sove, og snart befinder han sig i en drømmeverden. Han står som en mægtig kriger på en krigsmark og rundt om ham ligger talrige lig af døde soldater. Det er på tide han slutter sig til sin flok af krigere så han hæfter sit skjold på ryggen og begiver sig afsted.

Samtidigt ser Jakob hvordan Adam rejser sig fra sit tæppe og roder sin taske igennem, han tager kæden med messingkraniet om halsen og begiver sig ud mod skoven. Jakob råber ham an, men der er ingen reaktion fra Adam, Jakob vækker Frans og peger mod Adam. Frans løber op til Adam og rusker i ham.
Adam bliver flået ud af en dyb drøm som var han blevet reddet fra at drukne i en dyb sø. Han flår kæden af og har ingen anelse af hvordan han har fået den på i første omgang.
De vækker Fader Odo, for at fortælle ham om hvad der er sket, Odo forklarer at kraniet består af intens ondskab og det er vigtigt at de hurtigt får bragt det til Middenheim hvor de kan få det behandlet af kyndige præster.
Ind til videre beslutter eventyrerne sig for at opbevare kraniet i halvingens gryde og forhåbentlig holder dette bedre på ondskaben end et simpelt tæppe. For resten af natten bliver vagterne holdt af to mand.

Dagen efter bryder eventyrerne lejer og begiver sig videre mod Middenheim. Snart efter møder de en vej som de kan følge til byen, dog er der et par dagsrejser før de ankommer.

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode