Path of the damned

Part 7 – Kraniebakken

Adam, Frans og Gerber vender tilbage til lejren, hvor broder Odo og Galrion venter. ”Vi blev overfaldet af beastmen, men de generer ingen længere.” siger Adam og sætter sig ned.
”Hvis i er blevet sårede kan jeg måske hjælpe” siger broder Odo og finder nogen bandager i hans taske. Han beder en bøn til Ulric og de sårede eventyrere bliver forbundet.
Frans tager den sidste vagt, men den forløber heldigvis uden problemer.

Næste morgen pakker eventyrerne lejren sammen, Broder Odo vejrer luften, vender sig mod eventyrerne ”Vi er tæt på, jeg kan mærke det.” Galrion nikker og siger ”Vi må være påpasselige, der er større kræfter på spil her end bare et par beastmen, jeg har også kunnet føle ondskaben i denne skov.” Han giver broder Odo sin arm og de to leder eventyrerne dybere ind i skoven.
Skoven er ubehageligt stille, en svag vind blæser den kolde klamme vind gennem bladene i skovbunden.
Efter et par timer stopper broder Odo op, ”Det er lige her omkring” siger han uroligt, Adam kigger rundt mellem træerne, ”Lad os fortsætte forsigtigt, prøv at forholde jer så stille som muligt, der er ingen grund til at gøre nogen unødigt opmærksomme på os.” Galrion virker lidt uvillig, men eventyrerne fortsætter varsomt ind i skoven.

Det er her!,” broder Odo stopper op, ”Måske jeg skulle vente her og i kunne gå frem og se hvordan der ser ud.” Adam vender sig mod munken, ”Vi har ikke gode erfaringer med at dele os op, men Galrion, Gerber og jeg tager et kig på det, Frans… Du bliver her ved Odo.”
De tre sniger sig igennem skoven og lidt fremme kommer de til en lysning hugget ud i skoven, midt i lysningen er en høj med en enorm stenstøtte på toppen, rundt om højen er der skeletdele og rundt i kanten af lysningen er otte bål, et par stykker af dem emmer endnu. Adam vender sig mod de to andre, ”Jeg lister tilbage til de andre og fortæller dem om hvad der er her.” Netop som Adam begiver sig tilbage mod Frans og broder Odo lyder et øredøvende horn.
Galrion og Gerber kigger ind i lysningen hvor de kan se et enormt væsen komme løbende ind. Det er en uhyrlig skabning, det er som en blanding af en beastman og en tyr, den står på bagbenene og bærer en stor primitiv tohåndsøkse.
Væsenet skraber i jorden med dens hove, fråde formes om dens mund hvor spidse hugtænder viser sig og dens røde øjne nærmest lyser.
Galrion og Gerber kigger på hinanden og løber ind i skoven, bæstet brøler og sætter efter dem.

Samtidigt sidder Frans sammen med broder Odo da de hører hornet, Frans rejser sig og trækker sin morgenstjerne ”Det er mit stikord” siger han og begiver sig mod lyden.
Gerber og Galrion deler sig i skoven for at forvirre monstret, men det vælger hurtigt sit offer og dundrer efter skovhuggeren. Den unge mand kigger sig over skulderen, dette væsen mindst et hoved højere end den store beastman der slog ham bevidstløs natten før, bæstet er lige bag ham nu, han kan høre hvordan monstret maser sig igennem skoven. Gerber kigger sig omkring, og ser et træ febrilsk klatrer han op i træet, men han når ikke langt op i træet før han mærker smerten som bæstets økse hugger ind i hans ben, med en sidste kraftanstrengelse får Gerber hevet sig op i træet.
Monstret brøler af ham og hamrer tungt sin store økse ind i træet, Galrion står et stykke væk og kan se hvad der foregår, han ytrer en besværgelse mens han stirrer på det store væsen, bæstet hugger i træet hvor Gerber sidder i og pludselig kan det mærke en krampe i hænderne og det taber sin økse vreden spreder sig i væsenets årer og den hamrer sit hornede hoved ind i stammen Gerber klynger sig til træet for ikke at falde ned som hele træet ryster. Han prøver at kaste sin økse efter bæstet, men i samme øjeblik støder det igen sit hoved mod stammen og han taber øksen.

Adam er knap kommet halvejs tilbage til hvor de efterlod Frans og Odo da han møder Frans som løber i den modsatte retning, Adam drejer om på hælen og følger Frans. De når frem til træet hvor bæstet lige har samlet både sin egen økse og Gerbers økse op, Frans slår ud efter monstret, men rammer ikke. Adam følger op og ser sit snit til at ramme bæstet i hovedet mens det er distraheret af Frans.
I raseri smider dyret den lille økse efter Gerber, men misser og øksen borer sig ind i træet få centimeter fra Gerbers hoved, med den anden økse slår han ud efter Frans, men rammer ikke.
Galrion ytrer endnu en formular og bæstet kan igen mærke at hans hænder ikke lyster ham, men med et brøl lukker hænderne sig stramt om øksen, den lille blege mand skal ikke få ham til at tabe øksen igen.
Pludselig kommer Gosbert løbende gennem skovbunden, han har et sværd og angriber bæstet, monsteret vender sig mod sin nye modstander og driver sin tunge økse dybt i maven på Gosbert.
Adam står nu bag bæstet og hugger det i hovedet med et velplaceret slag, dyret brøler og vender sig, Frans skifter hurtigt fra hans morgenstjerne til sværd og skjold lige i tide til at parere et slag fra den store økse.
Oppe i træet prøver Gerber at kaste et par knive efter bæstet, men han rammer intet.
Galrion prøver endnu en formular, men denne skov og de mærkelige forstyrrelser i de magiske energier forhindrer ham i at skyde den magiske pil.
Frans ser at bæstet er såret alvorligt i hovedet og med et kraftfuldt slag rammer han dyret i hovedet. Alting sortner for monsterets øjne og det går i knæ Frans er ikke sen til at gribe bæstet ved hornene og skære halsen over på det. På ryggen har det båret et stort messinghorn med et khorne symbol, Frans snupper hornet og stopper det i sin taske.

Adam vender sig mod Gosbert, ”Gosbert, velkommen, men… hvordan har du fundet herud?” Gosbert tager sig til såret i maven, ”Jeg forhørte mig i byen om hvor i var gået hen, og da jeg kom til skoven mødte jeg nogle elvere der hjalp mig til at finde jer.” svarer han. Galrion tænker for sig selv, ”Elvere…? Det var sært, jeg har slet ikke set nogen spor af elvere i denne skov.”

Eventyrerne begiver sig ind i lysningen, som de nærmer sig et af bålene venter et grusomt syn dem, i asken er der knogler fra mennesker, dyr, dværge og endda elvere, der er foregået unævnelige ting her.
Rundt om højen er der stablet knogler og kranier fra alskens væsener, broder Odo kigger op på stenstøtten ”Der er stor ondskab inde i den høj, jeg kan mærke det.” Gerber går rundt om højen og lægger mærke til noget bag skeletterne, han fjerner et par knogler og kan se at det er en indgang af en art. Han kalder de andre hen og de får gravet ind til en stenport med et Khorne symbol.
”Lad mig prøve at åbne den” Siger Galrion og går frem til porten, han holder sin stav mod symbolet og hvisker en formular på et mytisk sprog, men intet sker. Han prøver igen på elvisk men stadig uden resultat. Elveren går et skridt tilbage og stirrer forundret på døren, Frans skubber ham til side, ”Det er vist en anden slags kræfter der skal til.” Siger han og lægger skulderen mod døren, Adam giver en hjælpende hånd og de to får med besvær skubbet den tunge stendør op.

Den stillestående luft bag døren lugter muggent, og hvem ved hvad der lurer i de mørke gange i højen.
Eventyrere giver Odo en lanterne, og Galrion bringer endnu en gang lys til sin stav, og de begiver sig ind i bakken. På væggene i gangen er der afbilledet store slag mellem Kaos og Imperiet, i alle slagene er Kaos sejersherrerne, Frans lader en hånd løber over et af billederne, ”Det er slagene mellem Kaos og Imperiet for 200 år siden...” Længere når han ikke før han hører et svagt 'Klik' og tre stålspyd skyder ud fra væggen og borer sig ind i siden på den store gladiator, han bander og svovler, men såret er overfladisk, Frans griber fat i spyddene og bøjer dem en for en ”Så gør de ikke mere skade” knurrer han.
Gangen ender blindt, Galrions skarpe elverøjne spotter en uregelmæssighed på den ene væg, han lader en hånd løbe over en række kranier der er indsat i væggen som udsmykning, den sidste er løs. Han trykker kraniet ind og en skjult dør svinger op.
Frans laver et rullefald forbi elveren og springer op inden for døren, men gangen bag den er tom, de andre følger efter Frans ind i gangen, Adam stopper op inden for døren, han tager en fakkel fra sin taske og sætter den i klemme i døren ”For en sikkerheds skyld” siger han og følger efter Frans.
Gangen deler sig i et femvejs kryds, de kigger ned af den ene gang. For enden af gangen hænger en rød tåge i luften.
Tågen samler sig og danner omridset af et menneske. Frans griber sit våben og stormer frem, men kort før han når væsenet har det fået fysisk form og står som en menneske dannet af blod, de røde øjne lyser af ondskab og skrækken breder sig i Frans og panikken tvinger ham til at vende om, Frans løber skrækslagen forbi Adam og de andre, Adam træder et skridt frem og opdager at der er to af blodvæsenerne, han placerer sig i den ene gang i krydset og gør sig klar til at modtage angrebet fra væsenerne, Gosbert stiller sig ved siden af Adam og vender sig mod det andet blodmonster.
Som væsenerne nærmer sig forlænges deres arme, hænderne bliver som hovedet på en hammer og de angriber Adam og Gosbert.

Galrion træder forbi kampen, den sydligste gren af krydset leder ind i et stort trekantet rum, væggene er dekorerede som den gang der ledte ind i højen, men midt i rummet står et springvand bygget af kranier, fire skelethoveder pryder toppen af denne groteske skulptur, ud af hvert hoved strømmer en tyk rød væske.
Som elveren træder et skridt nærmere, forfærdet over det makabre springvand, mærker han gulvet under ham give sig, Galrion lukker øjnene, han ved han har udløst en fælde. Han åbner langsomt øjnene og ser at toppen af springvandet er begyndt at dreje. Som de fire kranier drejer hurtigere og hurtigere spredes blodet længere og længere ud i rummet.
Elveren kaster en hurtig formular, en lysende bolt springer fra hans fingre, krydser rummet og slår kæben af et af kranierne, men monstrøsitet drejer ufortrødent videre. Galrion springer frem og forsøger at stoppe de roterende kranier, men forgæves. Blodet fra fontænen gennembløder hans hvide kåbe, og som han kan mærke stoffet klæbe sig tungt til hans krop føler han smerten fra tusinder af fortabte sjæle og deres skrig runger i hans hoved.

Fader Odo rækker en hånd ud og får fat i Gerber, han hvisker en bøn til Ulric og den unge skovhugger kan mærke hans krop blive stærkere, han tager mod til sig og træder ind i kampen mod blodmonstrene.
Adam undgår et slag fra blodmonsteret og med et kontraslag rammer han bæstet i maven, det føles som om han har ramt en sten.

Frans tager en dyb indånding, han kan ikke lade sine fæller i stikken. Han strammer grebet om sit våben og vender om. I krydset ser han Adam stå i kamp med det ene blodmonster, den store gladiator stormer frem og placerer sin morgenstjerne dybt i maven på det røde væsen, monsteret skriger og bukker sammen, Adam følger op med endnu et slag mod monsterets torso.
Da Adams sværd rammer eksploderer væsenet som en flaske der rammer jorden, splinterne smelter som de flyver gennem luften og lander som blodstænk på væggene og eventyrere.
Frans stirrer kortvarigt på Adam og tænker ”Sært, jeg har aldrig set en outrider benytte parérdagger, og da slet ikke fægte på den måde...” Men der er stadig et blodmonster tilbage så han fejer tanken væk.

Galrion tvinger de fortabtes stemmer fra sit hoved og svinger sin stav hårdt mod det roterende springvand, slaget rammer lige under kranierne og smadrer stenene, toppen af springvandet brækker af og blodet står op i en søjle.
Elveren vender sig og ser hans venner i kamp med det sidste blodmonster, Gerbers økse lander tungt på det hårde væsen, det spinder rundt og slår ud efter ham, men rammer ikke. Galrion hvisker den velkendte formular og en lysende pil forlader hans udstrakte hånd og borer sig igennem kroppen på blodmonsteret, Frans afslutter kampen med et tungt slag fra morgenstjernen. Monsterets hoved flækker og splinterne lander som blodstænk på gulvet.

Adam går forsigtigt ind i rummet med springvandet, han følger væggen rundt langs rummet og lægger mærke til en revne. Det ligner den hemmelige dør de fandt i gangen.

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode