Part 11 – Mutanter i Middenheim

Eventyrerne og fader Odo ankommer til Ulric templet, efter en kort snak med vagten ved porten bliver Fader Ranulf tilkaldt og han fører dem ind til hans kontor.
Fader Ranulf er ivrig efter at få at vide hvordan det er gået og om eventyrerne har kraniet med tilbage. Adam fortæller kort historien om hvordan de fandt kraniebakken og den sorte krigers grav, mens de er midt i fortællingen ankommer en et par novicer fra Ulric ordenen med en bakke med vand og vin, den ene skænker op for eventyrerne og for fader Odo og Ranulf, mens den anden har en skrinet udsmykket med runer. ”Heri skulle kraniet være sikkert” siger Ranulf og de to novicer forlader rummet med skrinet.

Den blinde munk fører vandglasset op til læberne og drikker, ”det har været nogle hårde dage og...” siger han men bliver afbrudt af et host, han rømmer sig og hoster igen. Langsomt bliver han mere og mere rød i hovedet og hosten fortsætter. Den røde farve bliver afløst af et lilla skær, hans arme og krop svulmer voldsomt op og tentakler springer ud fra siden af ham som han muterer.
I forfærdelse springer de andre væk fra bordet, Delf springer op på bordet og slår ud efter Odo, Ranulf griber febrilsk en stol og slår ud efter monstrøsiteten som Odo er blevet til.

Kampen er kort men brutal, eventyrerne trænger monstret op i et hjørne og slag for slag bliver tentakler hugget af og den store gladiator bringer sit sværd ned og kløver hovedet på det der for kort tid siden var en blind gammel munk.

Adrenalinen lægger sig og eventyrerne stirrer forfærdede på den muterede klump som ligger blødende på gulvet, men pausen bliver kort. Der er støj fra gangen udenfor, de åbner døren og ser to skrækslagne munke løbe forbi.
Bag dem er tre mutanter, en har vinger, en anden lilla udslet og den sidste er som smeltet sammen med knive fra køkkenet. ”Stop dem!” skriger fader Ranulf, eventyrerne springer ud af døren og forfølger mutanterne til gårdspladsen, Delf indhenter dem først og med et dødeligt hug skærer hans sværd sig gennem knivmutantens arm og den falder om mens Ranulf febrilsk slår ud efter de andre to mutanter. De to mutanter forsøger at overgive sig, men Ranulf, Delf og Gosbert slår videre mod dem ”Dræb disse chaos væsener” råber Ranulf.
Adam og Frans nikker til hinanden, deres sværd glimter gennem luften og med kirurgisk præcision rammer de halsen på hver deres mutant, deres hoveder falder til jorden og der er ganske stille på gårdspladsen som alle stirrer på de døde mutanter som for ganske kort tid siden var hengivne Ulric munke.

Eventyrerne og fader Ranulf bliver hidkaldt til lederen af Ulric ordenen, Claus Liebnitz, han er et bjerg af en mand med skulderlangt gråt hår, hans stålblå øjne synes at se lige gennem dem som de træder ind i rummet.
”Hvad foregår der? Munkene bliver til...” længere når Ranulf ikke da et blik fra Liebnitz forstummer ham. ”Det lader til at vores brønd er blevet forgiftet” siger han og vender sig mod eventyrerne, ”Jeg har hørt meget om jeres bedrifter, måske I kan opklare hvem der står bag. Jeg har på fornemmelsen at brønden er blevet forgivet ved hjælp af warpstone. Vi må forhindre at dette sker flere steder i byen” Eventyrerne tager imod opgaven og begiver sig ud i byen.

Efter at have diskuteret hændelserne beslutter de sig for at holde vagt ved de største af brøndene i Middenheim. Samtidigt bliver de mødt af Mathias Hoffer, krigeren fra Sigmar templet, som de tidligere har stiftet bekendtskab med. ”Jeg hører at der er... problemer... I Ulric templet, er det noget vi kan hjælpe med?” Eventyrerne og Hoffers mænd aftaler at tage hver deres bydel, og overvåge de store brønde i områderne.

Frans, Adam, Delf og Gosbert tager hver deres brønd i den sydlige del af byen og gemmer sig ved dem. Frans vælger dog en lidt anden tilgang, til det med at gemme sig, og sætter sig med en flaske i udkanten af pladsen med brønden.

Langsomt tømmes gaderne for mennesker som udgangsforbuddet nærmer sig, snart er der kun eventyrerne og de få vagter der patruljerer gaderne tilbage.
Frans bliver anråbt af en patrulje, han svinger flasken i vejret og mumler noget uforståeligt, de hiver ham op på fødderne ”Det er på tide at gå hjem” siger de og skubber ham afsted, langsomt vakler han ud af en af gaderne, men efter at være gået ned af et par sidegader, vender Frans tilbage til brønden og sætter sig igen.

Sent på aftenen lægger Adam mærke til en skikkelse der bevæger sig langs væggene i Middenheims gader. Han rejser sig fra sit skjulested og sniger sig efter ham, de passerer flere gader og ankommer til en af byens brønde, ved et hushjørne sidder Delf ganske slet skjult, men den kutteklædte mand er tydeligt mere fokuseret på at nå frem til brønden.
Adam løber frem til manden og holder sit sværd frem, manden trækker en kniv, ”Smid den!” råber Adam. Den kutteklædte mand smider forskrækket sin kniv. ”Rolig nu, jeg var bare tørstig...” siger han forfjamsket.

Delf visiterer manden, mens han prøver at forklare at hans navn er Per Heidelmann og han altid har boet i Middenheim, men da Delf opdager noget skjult i en af lommene på hans kutte forsøger manden at stikke af, men Adam er straks over ham, hans sværd rammer manden tungt i hovedet og han dejser bevidstløs om. Mandens hænder har lilla mærkninger og i en af hans lommer finder de et primitivt kort. Det lader til at han er kommet fra et hus i nærheden. De må undersøge sagen, men først skal de have samlet gruppen.

Delf og Adam bærer den kutteklædte mand mellem dem og begiver sig afsted, de går langs de mørke gader i Middenheims nattetimer, pludselig kan de høre fodtrin, der er ikke tid til at gemme sig, en patrulje vagter kommer rundt om hjørnet. ”Holdt hvem der?” anråber de.
Adam tager straks ordet, og forklarer at den bevidstløse mand er en mistænkt i forbindelse med mordet på Fader Morten og at de er ved at bringe ham ind til afhøring.
Vagterne kigger lidt forvirret på Adam og Delf, men efter de har fået set sedlen fra vagtkommandør Schutzmann lader de dem gå.

Kort efter har de fået samlet gruppen og er fundet frem til huset hvor den kutteklædte mand ifølge kortet kom fra. Det er en gammel forladt lagerbygning, der har været brand i bygningen og det lader til at det ikke har kunnet betale sig at reparere den. Vinduerne og døren er sømmet til med planker, og pudset hænger i flager på de faldefærdige vægge. De går rundt om huset og kommer om til bagsiden af bygningen, forfaldet er endnu mere fremskredet på denne side, bagdøren er faldet af de nederste hængsler og hænger skævt.
Frans sparker døren ind og en fugtig muggen luft møder dem, lagerbygningen må have været benyttet til kornlager engang, nu er kun en flok tønder muggent korn og et tykt lag støv og aske tilbage. En flok store fede rotter kravler i skjul som eventyrerne går indenfor, de har mæsket sig i det mugne korn i lang tid.

Ud af øjenkrogen opdager Delf en skikkelse dukke ned bag et par tønder, eventyrerne løber derhen men der er kun et hul i gulvet tilbage.

Nede i hullet finder de en gang, den er blokeret af en flok kasser, knap er de kommet ned før en pil suser forbi dem og rammer væggen bag dem.
De begynder på at skubbe kasserne tilside, endnu en pil suser mod dem, men denne gang rammer den sit mål. Den store gladiator brøler arrigt som pilen borer sig ind i hans skulder, han griber sit våben og stormer frem mod skytterne, han slynger sin morgenstjerne gennem luften og rammer en forskræmt kutteklædt mand med en armbryst, hans brystkasse bryder sammen under det tunge slag og han falder til jorden.
Frans vender sig mod den næste kultist, men pludselig er det som om nogen lammer hans hånd, en usynlig kraft tvinger ham til at miste grebet om morgenstjernen den lander i støvet ved hans fødder. Den erfarne kriger lader sig ikke slå ud og griber hurtigt sit sværd og skjold og endnu en kultist møder en tidlig død.
Delf er også kommet frem til kampen og hans klinge skærer rent gennem en kultist med dødeligt udfald, bag ham kan han se en grotte oplyst af vokslys, midt i grotten står en skikkelse omhyldet af et mystisk skær, han ytrer en række ord i en messende tone, men lader til at være irriteret over udfaldet.
Frans begraver sit sværd i hovedet på en af kultisterne, hans kranie bryder sammen og langsomt ruller hans øjne tilbage i hovedet. Frans trækker sværdet tilbage og blod og hjernemasse drypper fra sværdet som han går frem mod magikeren.
Gosbert og Adam for overvundet den sidste kultist og nu er der kun magikeren tilbage.

Delf og Frans er allerede over ham, men han er omhyllet af et lilla skær, en form for tyk luft som bremser deres slag.

Gosbert cirkler rundt bag magikeren og trækker pludselig en stål tråd frem og trækker den rundt om halsen på magikeren, og langsomt kvæler han ham og som tråden skærer sig ind i halsen på ham ebber livet ud af ham og kampen er forbi.

intro Chapter 1 Chapter 2 Chapter 3 Chapter 4 Chapter 5 Chapter 6 Chapter 7 Chapter 8 Chapter 10 Chapter 11 - Kommentarer

Text og Design: Lars Kristoffersen - tak til Niels R. Hansen for hjælp med kode